I min hidtidige jobsøgning har jeg oplevet (angiveligt) professionelle direktører, der har ansvaret for at deres ansatte får tingene til at ske, ikke selv kan få tingene til at ske. Forstået på den måde, at de ikke overholder det, de lover.

Hvis de agerer på samme måde overfor deres kunder eller potentielle kunder (ikke overholder aftaler) – hvad ender det så ikke med? Gud ske tak og lov for at salgsdirektørerne, der ikke overholder aftaler, heller ikke har direkte kundekontakt. Så må man håbe, at deres ansatte er bedre til at overholde aftaler.

I den professionelle verden er tillid det, der skiller fårene fra bukkene: Man skal holde, hvad man lover. Kan man ikke det, må man indgå en ny aftale! Det er vigtigt, for at samarbejdet mellem mennesker kan fungere. En ganske simpel regel, der åbenbart ikke er så simpel at overholde i praksis selv for voksne mennesker med et lederansvar. Det er lettere foruroligende…

Rimer konflikt på sky? 

Jeg havde været til “kaffesnak” hos den øverste direktør i en pænt stor virksomhed. Det gik rigtig fint. Han hentede lige deres HR chef, så jeg også kunne få en snak med hende.

En uge senere var jeg kommet videre til samtale med en af salgsdirektørerne om en mulig salgstrainee stilling.

Jeg hilser på salgsdirektøren, som giver mig et slattent håndtryk (dårlig start). Under hele samtalen virker salgsdirektøren ekstremt defensiv og uinteresseret i samtalen. Manden sad med armene over kors en hel halv time.

For at kompensere for min manglende salgserfaring har jeg valgt at styre mødet efter en agenda, jeg har forberedt hjemmefra. Det gør jeg, for at salgdirektøren skal se, at jeg kan styre et (salgs)møde. Det er vel en sælgers opgave? Jeg lægger ud med at orientere salgsdirektøren om min agenda. Først vil jeg fortælle kort om mig selv, derefter vil jeg fortælle, hvorfor jeg gerne vil være sælger, hvilke opgaver en sælger har og hvad en god sælger er. Så er der åbent for spørgerunden fra hans side, og derefter har jeg forberedt nogle spørgsmål til ham.

Er det OK? – Han samtykker.

Jeg får holdt min 2 minutters salgstale og er nogenlunde tilfreds med min egen præstation. Spørgmål, please.

Salgsdirektøren er ikke specielt nysgerrig og har ikke yderligere spørgsmål. Han fortæller derimod om deres dårlige erfaringer med salgstrainees, og at han er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er en god idé.

Hvorfor hedder det op ad bakke, når det går nedad?

Jeg kan godt se, hvor samtalen fører hen: Ingen steder! Jeg forsøger, trods alt, benhårdt at lukke en deal: “Hvem skal jeg snakke med nu?”. Salgsdirektøren er presset op i et hjørne og mumler noget om, at jeg skal snakke med HR afdelingen. “Dem har jeg allerede snakket med” siger jeg. “Hvem skal jeg ellers snakke med?”

Sov sødt lille lam, sov sødt.

Jeg kan huske, at jeg flere gange undrede mig over, hvorfor jeg overhovedet var blevet inviteret til denne samtale. Pres fra øverste ledelse måske? Manden lignede en, der var ved at falde i søvn under jobsamtalen. Var det en snedig taktik for at få mig på glatis, eller var han bare rigtig svær at imponere? Eller måske havde han bare ufatteligt tunge øjenlåg? Fra min tid på universitetet kan jeg godt huske censorer, der også fandt tid til en lille lur, når jeg sad ved det grønne bord. Har jeg en ubehagelig tendens til at lulle fuldvoksne mænd i søvn, når jeg snakker? Det er jo ikke et særligt flatterende karaktertræk at besidde.

Nå, men vi aftaler – noget modvilligt fra hans side – at han skulle overveje situationen og kontakte mig i den efterfølgende uge.

Manden ringede aldrig, så jeg ringede til ham for at få et svar. “Goddag, hvordan går det?” Det var ikke noget, der behager ham synderligt meget. Han skynder sig at skyde skylden på en medarbejder fra HR-afdelingen og siger at vedkommende havde lovet at vende tilbage til mig. Her viser han sig i stand til hurtigt at fralægge sig ethvert ansvar. Jeg er imponeret. En sand rollemodel.

Jeg undrer mig til stadighed over hvordan sådanne mennesker kan være nået så langt i deres karriere og tilmed får ansvaret for andre menneskers præstation.

Stof til eftertanke…

De fleste virksomheder efterspørger erfaring – som er det eneste jeg ikke har noget af. Jeg har en brændende ambition om at ville blive sælger og medbringer en stor portion lyst, flid og energi.

Alle virksomheder har brug for dygtige sælgere, men langt de færreste vil bruge tid og ressourcer på at lære dem op. Konsekvensen, ved ikke at handle nu er, at man står med samme udfordring om 2 år. Hvem skal uddanne/udvikle sælgerne i dette land?

Det er ganske forståeligt, at virksomhederne har betænkeligheder ved at ansætte en nyuddannet, hvis de kan finde en sælger, der umiddelbart og uden oplæring kan øge virksomhedens omsætning her og nu. Men er der virkelig et stort udvalg af gode sælgere ledige på markedet?

Når jeg ikke har den store salgserfaring, må jeg få en virksomhed til at ansætte mig udelukkende på grund af mine personlige egenskaber. Det indebærer, at jeg skal blive stærk i at formidle, hvorfor min personlighed gør, at jeg hurtigt kan blive topsælger. Det tror jeg gøres bedst ved at vise virksomheden, at jeg kan sælge mig selv. Jeg har sammen med min mentor udviklet en model, som jeg har planer om at bruge til næste jobsamtale. Modellen (be)viser at min personlighed er en god forudsætning for at blive topsælger. Ved at benytte modellen i praksis, beviser jeg, at jeg kan sælge – nemlig mig selv.

Nu må vi se.