Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg aldrig har været glad for at løbe. Det er forbløffende hårdt, når man er ude af form. Det er op ad bakke hele vejen som man siger!
Min første løbetur var i september 2022, da jeg ville i form. Det gik forbavsende smertefrit. Bevares, det var ingen dans på roser, men langt fra så slemt som jeg havde frygtet.
Siden da har jeg løbet 2-3 gange om ugen og jeg vil gå så vidt som at påstå, at jeg er blevet bidt af det. Det er sjovt at udfordre mig selv i forhold til hvad der er fysisk muligt og jeg kan godt lide at mine resultater er målbare dag efter dag. Uge efter uge. Der er kun en vej og det er fremad!
Jeg er nu kommet så langt i min træning, at jeg har tilmeldt mig 3 gange halvmaraton i år. Det første er blot om 5 dage. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle deltage i en halvmaraton eller løbe en længere distance end 5 km i mit liv. Jeg træner desuden op til en maraton og så er drømmen at gennemføre en halv ironman!
At ramme den be(f)rygtede løbemur
Jeg begyndte at træne på løbebånd i fitnesscenteret, da det var frostvejr. Det var ingen succes at løbe rundt på den frosne asfalt som bambi på glatis. Jeg overtræner en smule, da mit første officielle halvmaraton er lige om hjørnet – jeg løber allerede en halvmaraton hver uge. Første gang jeg satte mine ben på løbebåndet faldt jeg af, da det gik lidt for stærkt. Dem bag ved mig blev nok godt underholdt. Jeg har ramt løbemuren to gange. En gang efter 6,5 km og 8 km. Mest på grund af det fugtige indeklima, hvor man nærmest får sved på panden, før man er gået op på løbebåndet. Rimer sved på fed?
Kung Fu Panda på løbebåndet
Jeg sveder enorme mængder under min træning. Så min eyeliner er smeltet væk, når jeg går ned fra løbebåndet. Jeg har to sorte rander under øjnene som en panda, når jeg er færdig. Det ser ret sjovt ud. Jeg kalder mig selv løbepandaen i fitness. Jeg har købt et svedpandebånd der skulle tage det værste, men det hjælper ikke. Det bliver gennemblødt i løbet af 10 minutter. Kung Fu Panda looket er nu komplet med med mit “svedige” pandebånd.
Hvad får jeg så ud af at løbe?
Først og fremmest er det sundt at løbe og det nedsætter risikoen for alvorlige sygdomme. Østerbro-undersøgelsen viser at kvinder der løber hyppigt lever 5,6 år længere end ikke-løbere. Jeg løber primært fordi det giver mig en masse ekstra energi, overskud og glæde i hverdagen.
De 2 M’er: Motivation og mental træning
Som den eneste mand (kvinde) i løbeklubben, må jeg både underholde og motivere mig selv under mine 2 timers lange løbeture. Det gælder om at have den positive kasket på, så jeg forsøger at bilde mig selv ind at jeg er et sportsmenneske, mens jeg trasker rundt som en overvægtig abe i den skønne natur.
Jeg håber at min kondition og mentaltræning bærer mig hele vejen over målstregen på søndag.
Fortsættelse følger…