Til en jobsamtale er der en forventning om at man svarer politisk korrekt på interviewerens spørgsmål. Har I nogensinde været til en jobsamtale, hvor I blev stillet spørgsmål helt ude af kontekst? Det har jeg.
Hermed 8 interviewspørgsmål fra det virkelige liv. Hvordan besvarer man spørgsmål, som man er fuldkommen uforberedt på, eller som man i situationen ikke lige kan greje meningen med?
1. Holder du af at tænke langsigtet?
Tænker: Ligner jeg en der tænker langsigtet? Min planlægning er ikke længere end min arm!
Svar: Jeg kan godt lide at planlægge tingene. Uden planlægning og forberedelse er det jo svært at nå sine mål.
2. Hvad irriterer dig mest ved samarbejdet med andre mennesker?
Tænker: Dumme spørgsmål.
Svar: Aftaler, der ikke bliver overholdt. Jeg skal kunne stole på at andre overholder deres del af opgaven. Det prøver jeg i hvert fald selv at efterleve i høj grad og synes det er altafgørende for et godt samarbejde. Mennesker der tager konstruktiv kritik meget personligt på grund af mangel på selvværd, kan også være svære at samarbejde med.
3. Er der mennesker du har svært ved at samarbejde med?
Tænker: Har det ret stramt med mennesker, der stiller dumme og gentagende spørgsmål.
Svar: Ja, det er der. Mennesker der ikke laver deres opgaver uden at sige det i god tid, så vi kan lave en ny aftale.
4. Hvilket job ville du vælge, hvis det stod fuldstændig frit?
Tænker: Dit!
Svar: Jeg vil være løsningssælger og helst sælge IT-løsninger.
5. Foretrækker du at arbejde alene eller sammen med andre?
Tænker: Alene, helt klart. Gruppearbejde er besværligt og man skal trækkes med mange trælse røvhuller, der ikke overholder deres aftaler.
Svar: Det kommer helt an på situationen. Somme tider kan det være rigtig fint at få sparring fra andre. Generelt arbejder jeg bedst selvstændigt, for at være helt ærlig. Jeg kan godt lide at varetage en lang række opgaver alene. Det kræver et sælgerjob også at man kan. Jeg kan dog også arbejde sammen med andre mennesker og uddelegere opgaver. Og jeg er altid klar med en hjælpende hånd, når lokummet brænder på hos andre.
6. Hvordan arbejder du under pres?
Tænker: Scenen med hønsene fra tegnefilmen Chicken Run, der går amok i hønseburet, før de skal slagtes og laves om til tærter beskriver det vel meget godt: “We musn’t panic, we musn’t panic! AAARGH!”
Svar: Jeg kan godt håndtere pressede situationer. Jeg er typen, der brager igennem, når der er en deadline, som kan overholdes, og jeg bliver ved med at knokle, indtil opgaven er løst.
7. Føler du ubehag ved at blive interviewet?
Tænker: Ja, af dig.
Svar: Nej, det har jeg det generelt fint med.
8. Er du fortsat interesseret i jobbet efter dette interview?
Tænker: Egentlig ikke. Interessen blev pludselig forbløffende lille.
Svar: Jeg synes lige at vi skal sove på det. Så kan vi snakkes ved i morgen.