Oh the joy of giving birth!

På en højhellig tirsdag 3 uger før termin tullede jeg rundt derhjemme med ondt i røven. Babyen pressede på min endetarm og havde gjort det i et par dage. Man er som førstegangsfødende aldrig helt klar over hvornår fødslen går i gang, før babyen nærmest er ankommet og er blevet 18 år. Ved ikke om det er ens tiltagende ammehjerne der slår klik eller om det bare er lykkelig uvidenhed? Det er i hvert fald typisk mig ikke at registrere at det var time to rumble in the jungle.

Jeg havde som sagt ikke været på toppen de seneste 2 dage (kan man være det med ondt i røven?) og havde sovet det meste af tiden. Var ramt af en slags influenzalignende tilstand som man kan få i dagene op til fødslen, så derfor var jeg selvfølgelig obs på at fødslen kunne være under opsejling. Min jordemoder havde dog påpeget, at jeg nok ville gå en uge over termin, så jeg var langt fra sikker. Min intuition havde hele tiden sagt at jeg ville føde en uge efter termin, ligesom jeg havde spået at jeg ville få en pige! Det viste sig at jeg tog grueligt fejl begge gange. Min intuition er vist ikke hvad den har været…

Jeg fik veer den tirsdag morgen. De kloge (jordemoder)hoveder siger at man ikke er i tvivl, når veerne indtræder, men alligevel gik jeg og troede at mine rigtige veer var plukveer og omvendt. Hvilket er typisk mig. Forsøgte at lægge mig til at sove igen, da det bedste er at sove smerten væk så længe som muligt, men det ville min stakkels krop ikke være med til, så jeg stod op og tullede videre rundt.

Jeg skrev tilfældigvis en besked til min svigerinde (som er en haj til at føde og fungerede som en slags fødselsguru) og fortalte hende at det pressede mod endetarmen og jeg havde fået veer. Veerne var ikke så kraftige, så jeg så ingen grund til alarm. Jeg havde heller ikke taget tid på dem. Hun ringede straks til mig og sagde at jeg skulle tage på hospitalet med det samme samt ringe til min mand, der var på arbejde og sige at han skulle komme hjem! Det så jeg (klog som jeg er) ingen grund til.

Jeg besluttede mig dog for at ringe til hospitalet for at høre hvad de havde at sige. Jordemoderen bekræftede mig i at der nok ikke ville ske noget med det samme, men sagde at jeg kunne komme forbi samme dag og blive tjekket. Jeg havde ikke fået taget tid på veerne, så jeg vidste ikke om de var regelmæssige, men det kunne de jo ikke være. De var jo lige startet! Jeg var faktisk overbevist om at jeg ikke ville føde samme dag (min manglende intuition slog til igen). Derfor følte jeg at det var unødvendigt at min mand tog fri fra arbejde for at komme på hospitalet, hvis vi blev sendt hjem igen, så jeg tog selv bilen og kørte på Rigshospitalet.

Jeg kunne godt mærke at veerne nev lidt meget på vej til hospitalet. Desværre var det umuligt at finde en p-plads, så jeg måtte køre rundt i en helvedes tid med ondt i røven og tiltagende veer, mens jeg forsøgte at se normal ud. Det er lidt af en prøvelse skal jeg hilse at sige. Det endte med at jeg måtte køre næsten hele vejen tilbage og udenom hospitalet, før jeg fandt en p-plads. Skulle derudover parallelparkere på et meget smalt stykke vej, så det gik der også tid med mens veerne tog til. Hvis der er noget jeg er dårlig til, så er det at parallelparkere. Sidst jeg prøvede lykken bankede jeg op i en anden bil. Tra la laaaj! Så måtte virkelig holde tungen lige i munden. Da jeg skulle hen til betalingsautomaten fik jeg igen veer. Så jeg måtte halte ind på hospitalet efter jeg havde købt en p-billet. Skulle saftsuseme ikke nyde godt af at få en p-bøde, hvis det så ovenikøbet viste sig at være falsk alarm!

Jeg blev indkaldt som den første i venteværelset, selvom de andre højgravide damer sad og lignede noget der var løgn. Et par af dem lignede nogle der var gået i aktiv fødsel med forpinte ansigtsudtryk og ildrøde i ansigterne. Det lignede noget fra en gyserfilm!

Det viste sig dog at jeg lå under bunken ‘akut’ da jeg ankom, så jeg blev kaldt ind i et undersøgelseslokale, før alle de andre, hvilket jeg undrede mig over, da jeg tydeligvis var den der var mindst påvirket. Jordemoderen undersøgte mig og sagde at jeg var udvidet 3 cm. Så der var lange fremtidsudsigter! Hun forklarede at jeg kunne gå en meget lang tur eller tage hjem og få et pillemix, og komme igen samme aften eller når veerne var blevet regelmæssige. Der ville nok gå et par dage, da det er normalt for førstegangsfødende at føde i løbet af 24 timer. Jeg spurgte om jeg skulle ringe til min mand og få ham til at komme, men det så jordemoderen ingen grund til.

Den stille type?

Jeg fik hurtigt en CTG scanning og 20 minutter kom jordemoderen tilbage og sagde at jeg nok hellere måtte ringe til min mand og bede ham om at komme. Hun ville finde en stue til mig med det samme. Fik skrevet en febrilsk sms til min mand. Det viste sig at jeg havde regelmæssige veer og var gået i fødsel, men da jeg ikke havde sagt et kuk, troede hun ikke at det var presserende. Nå, du er da den stille type. Det er dejligt for den jordemoder der får dig. Det skulle vise sig ikke at være sandt, da jeg skreg som en stukken gris under hele fødslen! Ha!

Så sagde hun pænt farvel og tak, da hendes vagt var overstået og jeg ville få en anden jordemoder tildelt. Min mand ankom på hospitalet med raketfart, men jeg havde bedt ham om at lokalisere bilen og købe en ny p-billet, før han kom op på stuen, da den gamle p-billet var ved at udløbe, og jeg ikke ville have en bøde (ammehjerne igen?). Set i bagklogskabens lys kunne det da være ligemeget om vi fik en p-bøde eller ej. Min mand kunne selvfølgelig ikke finde bilen, da det var som at finde en nål i en høstak, og jeg havde kun mulighed for at råbe ind i røret at jeg måtte lægge på, fordi veerne kom med kort hastighed. Stakkels mand.

Da min mand endelig fandt bilen kunne han ikke finde undersøgelseslokalet. Jeg måtte forsøge at guide ham med kraftige veer, mens han vadede rundt i den forkerte ende af bygningen. Til sidst fandt han dog lokalet og lidt efter dukkede den anden jordemoder op og fandt en stue til os.

To timer efter kom presseveerne og 4 timer efter fødte jeg min søn helt uden smertestillende, da jeg var så langt i fødsel at det var for sent. For helvede hvor jeg fortrød ikke at have slugt et par panodiler hjemmefra! Jeg havde været så overskudsagtig og havde været i bad og alt muligt. Det viste sig at jeg havde været i fødsel i flere dage forinden, da mit vand var gået, men som ignorant førstegangsfødende anede jeg det ikke. Heldigvis er min ve- og fødselssmertetærskel forholdsvis høj, så det meste af fødslen forløb i lykkelig uvidenhed.

Jeg vil ikke belemre jer med alle de saftige/ubehagelige detaljer fra selve fødslen, men det var en surrealistisk, vild og forrykt oplevelse som både jeg og mit underliv sent vil glemme. Vi sætter pris på at det er overstået. Roger over and out.