En jobsamtale og manglede stedsans er ingen god kombination måtte jeg endnu engang sande, da jeg gik 10 minutter i den forkerte retning, mens jeg ledte efter virksomheden jeg skulle til jobsamtale hos.

Det resulterede i at jeg elegant måtte løbe hele vejen tilbage som en anden overvægtig abe i den væmmelige solskinshedebølge. Hvorfor lige hedebølge i dag? Fy faen!

Da jeg langt om længe nåede frem til jobsamtalen var jeg sveddryppende, lettere desorienteret og i det hele taget bare forsinket. Men mest af alt sveddryppende. Forsøgte at tørre det værste sved af ude på badeværelset inden samtalen. Skriver forsøgte fordi det ikke lykkedes.

1) Jeg sætter en ære i ikke at komme for sent. Jeg bestræber mig på at komme i god tid til vigtige aftaler og gerne 15 minutter før.

2) Man møder ikke usoigneret op til en jobsamtale – og slet ikke sveddryppende. Jeg tør ikke engang gætte på, om jeg også lugtede.

Men sådan skulle det åbenbart ikke være på denne herlige solskinsdag.

Efter et par minutters venten, gik jobsamtalen i gang i et lokale, der var opvarmet ved 26 grader. Det føltes som en sauna. Endnu en udsøgt fornøjelse i en lang række af udsøgte fornøjelser. Jeg fortalte intervieweren, at jeg havde løbet hele vejen, da det forklarede hvorfor jeg svedte, og vedkommende udviste heldigvis forståelse for min situation.

Vi byttede plads, fordi det var køligere på den anden side af bordet (hvilket desværre ikke var tilfældet). Derefter måtte jeg afbryde samtalen for at bede om et glas vand. Jeg forklarede situationen, så intervieweren ikke skulle tro, at jeg led af en uhelbredelig sygdom eller var overnervøs.

Sveden dryppede bogstavelig talt ned af mig under jobsamtalen. Jeg er ked af at gå i detaljer, for det er/var ikke særlig flatterende. Jeg måtte sidde og tørre sved af mit ansigt, mens jeg med mit bedste pokerface forsøgte at føre en fornuftig samtale. Gys!

Det glas vand jeg fik hjalp desværre ikke, så jeg måtte svede mig igennem det meste af samtalen. Jeg skal hilse og sige, at det er svært at være sjov og svedig, kløgtig og svedig, overskudsagtig og svedig. Det er i det hele taget bare ufedt at være svedig. Især til en jobsamtale.

Heldigvis huskede jeg at medbringe min store charme, hvilket nok reddede situation. Det kompenserede fint for “at jeg svedte som et svin” for jeg blev tilbudt jobbet – og takkede ja.

Dette er mit sidste blogindlæg i mine jobsøgningsbestræbelser, da jeg ikke længere er jobsøgende. Følg med i mine fremtidige blogindlæg om livet som hårdtarbejdende akademiker. Jeg har trods alt 35 år på arbejdsmarkedet – altså 35 år til at lave flere brølere i.