Category: Uncategorized

Oh the joy of giving birth!

På en højhellig tirsdag 3 uger før termin tullede jeg rundt derhjemme med ondt i røven. Babyen pressede på min endetarm og havde gjort det i et par dage. Man er som førstegangsfødende aldrig helt klar over hvornår fødslen går i gang, før babyen nærmest er ankommet og er blevet 18 år. Ved ikke om det er ens tiltagende ammehjerne der slår klik eller om det bare er lykkelig uvidenhed? Det er i hvert fald typisk mig ikke at registrere at det var time to rumble in the jungle.

Jeg havde som sagt ikke været på toppen de seneste 2 dage (kan man være det med ondt i røven?) og havde sovet det meste af tiden. Var ramt af en slags influenzalignende tilstand som man kan få i dagene op til fødslen, så derfor var jeg selvfølgelig obs på at fødslen kunne være under opsejling. Min jordemoder havde dog påpeget, at jeg nok ville gå en uge over termin, så jeg var langt fra sikker. Min intuition havde hele tiden sagt at jeg ville føde en uge efter termin, ligesom jeg havde spået at jeg ville få en pige! Det viste sig at jeg tog grueligt fejl begge gange. Min intuition er vist ikke hvad den har været…

Jeg fik veer den tirsdag morgen. De kloge (jordemoder)hoveder siger at man ikke er i tvivl, når veerne indtræder, men alligevel gik jeg og troede at mine rigtige veer var plukveer og omvendt. Hvilket er typisk mig. Forsøgte at lægge mig til at sove igen, da det bedste er at sove smerten væk så længe som muligt, men det ville min stakkels krop ikke være med til, så jeg stod op og tullede videre rundt.

Jeg skrev tilfældigvis en besked til min svigerinde (som er en haj til at føde og fungerede som en slags fødselsguru) og fortalte hende at det pressede mod endetarmen og jeg havde fået veer. Veerne var ikke så kraftige, så jeg så ingen grund til alarm. Jeg havde heller ikke taget tid på dem. Hun ringede straks til mig og sagde at jeg skulle tage på hospitalet med det samme samt ringe til min mand, der var på arbejde og sige at han skulle komme hjem! Det så jeg (klog som jeg er) ingen grund til.

Jeg besluttede mig dog for at ringe til hospitalet for at høre hvad de havde at sige. Jordemoderen bekræftede mig i at der nok ikke ville ske noget med det samme, men sagde at jeg kunne komme forbi samme dag og blive tjekket. Jeg havde ikke fået taget tid på veerne, så jeg vidste ikke om de var regelmæssige, men det kunne de jo ikke være. De var jo lige startet! Jeg var faktisk overbevist om at jeg ikke ville føde samme dag (min manglende intuition slog til igen). Derfor følte jeg at det var unødvendigt at min mand tog fri fra arbejde for at komme på hospitalet, hvis vi blev sendt hjem igen, så jeg tog selv bilen og kørte på Rigshospitalet.

Jeg kunne godt mærke at veerne nev lidt meget på vej til hospitalet. Desværre var det umuligt at finde en p-plads, så jeg måtte køre rundt i en helvedes tid med ondt i røven og tiltagende veer, mens jeg forsøgte at se normal ud. Det er lidt af en prøvelse skal jeg hilse at sige. Det endte med at jeg måtte køre næsten hele vejen tilbage og udenom hospitalet, før jeg fandt en p-plads. Skulle derudover parallelparkere på et meget smalt stykke vej, så det gik der også tid med mens veerne tog til. Hvis der er noget jeg er dårlig til, så er det at parallelparkere. Sidst jeg prøvede lykken bankede jeg op i en anden bil. Tra la laaaj! Så måtte virkelig holde tungen lige i munden. Da jeg skulle hen til betalingsautomaten fik jeg igen veer. Så jeg måtte halte ind på hospitalet efter jeg havde købt en p-billet. Skulle saftsuseme ikke nyde godt af at få en p-bøde, hvis det så ovenikøbet viste sig at være falsk alarm!

Jeg blev indkaldt som den første i venteværelset, selvom de andre højgravide damer sad og lignede noget der var løgn. Et par af dem lignede nogle der var gået i aktiv fødsel med forpinte ansigtsudtryk og ildrøde i ansigterne. Det lignede noget fra en gyserfilm!

Det viste sig dog at jeg lå under bunken ‘akut’ da jeg ankom, så jeg blev kaldt ind i et undersøgelseslokale, før alle de andre, hvilket jeg undrede mig over, da jeg tydeligvis var den der var mindst påvirket. Jordemoderen undersøgte mig og sagde at jeg var udvidet 3 cm. Så der var lange fremtidsudsigter! Hun forklarede at jeg kunne gå en meget lang tur eller tage hjem og få et pillemix, og komme igen samme aften eller når veerne var blevet regelmæssige. Der ville nok gå et par dage, da det er normalt for førstegangsfødende at føde i løbet af 24 timer. Jeg spurgte om jeg skulle ringe til min mand og få ham til at komme, men det så jordemoderen ingen grund til.

Den stille type?

Jeg fik hurtigt en CTG scanning og 20 minutter kom jordemoderen tilbage og sagde at jeg nok hellere måtte ringe til min mand og bede ham om at komme. Hun ville finde en stue til mig med det samme. Fik skrevet en febrilsk sms til min mand. Det viste sig at jeg havde regelmæssige veer og var gået i fødsel, men da jeg ikke havde sagt et kuk, troede hun ikke at det var presserende. Nå, du er da den stille type. Det er dejligt for den jordemoder der får dig. Det skulle vise sig ikke at være sandt, da jeg skreg som en stukken gris under hele fødslen! Ha!

Så sagde hun pænt farvel og tak, da hendes vagt var overstået og jeg ville få en anden jordemoder tildelt. Min mand ankom på hospitalet med raketfart, men jeg havde bedt ham om at lokalisere bilen og købe en ny p-billet, før han kom op på stuen, da den gamle p-billet var ved at udløbe, og jeg ikke ville have en bøde (ammehjerne igen?). Set i bagklogskabens lys kunne det da være ligemeget om vi fik en p-bøde eller ej. Min mand kunne selvfølgelig ikke finde bilen, da det var som at finde en nål i en høstak, og jeg havde kun mulighed for at råbe ind i røret at jeg måtte lægge på, fordi veerne kom med kort hastighed. Stakkels mand.

Da min mand endelig fandt bilen kunne han ikke finde undersøgelseslokalet. Jeg måtte forsøge at guide ham med kraftige veer, mens han vadede rundt i den forkerte ende af bygningen. Til sidst fandt han dog lokalet og lidt efter dukkede den anden jordemoder op og fandt en stue til os.

To timer efter kom presseveerne og 4 timer efter fødte jeg min søn helt uden smertestillende, da jeg var så langt i fødsel at det var for sent. For helvede hvor jeg fortrød ikke at have slugt et par panodiler hjemmefra! Jeg havde været så overskudsagtig og havde været i bad og alt muligt. Det viste sig at jeg havde været i fødsel i flere dage forinden, da mit vand var gået, men som ignorant førstegangsfødende anede jeg det ikke. Heldigvis er min ve- og fødselssmertetærskel forholdsvis høj, så det meste af fødslen forløb i lykkelig uvidenhed.

Jeg vil ikke belemre jer med alle de saftige/ubehagelige detaljer fra selve fødslen, men det var en surrealistisk, vild og forrykt oplevelse som både jeg og mit underliv sent vil glemme. Vi sætter pris på at det er overstået. Roger over and out.

Man ved at man lige har født når:

1)   Ens naturlige odour er en hæsblæsende blanding mellem slamsluger og gnu.

2)   Det at gå i bad er en by i Rusland!

3)   Randerne under øjnene er på størrelse med tekopper.

4)   Man ligner Kung Fu Pandas tykke fætter.

5)   Ens bedste look er ulden mammut.

6)   Man føler sig som en huleboer, ligner og agerer huleboer!

7)   Man lugter ud af munden som om man har børstet tænder i makrelsalat.

8)   Alt ens tøj mirakuløst er skrumpet natten over…

9)   Man skraldgriner af dårlige jokes (oftest sine egne), mens man tisser lidt i bukserne.

10)  Ens kæreste skynder sig ud af døren, fordi man er hormonella.

11)  Ens kæreste generelt bare skynder sig ud af døren…

12)  Man vrider ansigtet halvt af led for at få baby til at smile, mens baby bare  kigger på en med et knapt så imponeret ansigtsudtryk.

13) Man prutter om kap med babyen.

14)  Man har en hæmoride i røven på størrelse med Eiffeltårnet.

15)  Man føler sig som Kong Volmers røv på en god dag.

16)  Man går rundt som om man har født et klaver og har brug for et gangstativ.

17)  Ens humor begrænser sig til baby og katten (hvis man da havde en kat).

18)  Man laver high fives til hinanden hen over spisebordet, fordi baby har lavet lort.

19)   Man græder over spildt mælk, fordi man så skal vaske gulv.

20)  Man har glemt hvad man har glemt, men har ikke glemt, at man har glemt noget…

Homer sleeping

Undgå SPS ved jobsamtaler: Sved, panik og sure sokker

En jobsamtale og manglede stedsans er ingen god kombination måtte jeg endnu engang sande, da jeg gik 10 minutter i den forkerte retning, mens jeg ledte efter virksomheden jeg skulle til jobsamtale hos.

Det resulterede i at jeg elegant måtte løbe hele vejen tilbage som en anden overvægtig abe i den væmmelige solskinshedebølge. Hvorfor lige hedebølge i dag? Fy faen!

Continue reading

Hvordan du overlever den forfærdelige, vrede eller fjendtlige jobsamtale

Jobsamtaler er i sig selv ubehagelige situationer. Du har for det meste meget på spil – du føler måske den økonomiske påtrængende nødvendighed, din selvtillid kan være nede efter en længere jobsøgning eller du er måske ansat og bange for at din nuværende arbejdsgiver finder ud af at du er jobsøgende.

I den ideelle verden vil intervieweren genkende den uro som interview situationen skaber, mindske presset og vide hvilke spørgsmål, der skal stilles for at vise dig i det bedste lys. Desværre er det ikke altid du kan regne med disse ideelle vilkår. Du skal derfor være i stand til at bibeholde fatningen og blomstre, hvis interview situationen ikke viser sig at være ideel eller er direkte fjendtlig.

Continue reading

Projekter er de nye jobsamtaler!

Resumeer er passé. Jobsamtaler er for det meste ineffektive. Linkedin er godt. Porteføljer er brugbare.

Men projekter er den rigtige ansættelsesfremtid, især vidensbaseret ansættelse. Ligegyldigt hvor fantastiske dine referencer er eller hvor højt du scorer på klogheds- hjernetests, vil seriøse virksomheder i højere grad få seriøse kandidater til at gøre et seriøst stykke arbejde for at få et seriøst jobtilbud.

Continue reading

10 myter om introverte

Myte 1 – Introverte kan ikke lide at snakke. Dette er ikke sandt. Introverte snakker bare ikke medmindre de har noget at sige. De hader small talk. Få en introvert til at tale om noget han er interesseret i, og han er ikke til at lukke munden på igen.

Myte 2 – Introverte er generte. Generthed har intet at gøre med at være introvert. Introverte er ikke nødvendigvis bange for andre mennesker. De har brug for en grund til at interagere. De interagerer ikke udelukkende for at interagere. Hvis du vil snakke med en introvert, så begynd at snakke. Vær ikke bekymret for at du er uhøflig.

Continue reading

Mine 5 største brølere

 

Velkommen til min top 5 liste over de største bommerter, jeg har begået i jobsøgningsprocessen. Jeg giver hermed en beskrivelse af hvad jeg gjorde galt, og hvad jeg aldrig vil gøre igen!

1)   Kampen er ikke vundet, før fløjten har lydt.

“Jeg tager lige jobsamtalen på rutinen. Den er så godt som hjemme”.

Det er dumt.

Continue reading